Fra servicetekniker til VMware specialist Robin Prudholm er en af dem, der har arbejdet allerlængst med virtualisering i Danmark. Han er selvlært inden for IT, men interessen har været der siden han var dreng – søn af en mainframe systemtekniker. Ofte kørte han ud med sin far ud om natten for at tilse serverne. »Jeg har nok altid været god til at sætte mig ind i de teknologier, som jeg fornemmede var fremtiden,« forklarer Robin Prudholm, der i sin karriere ofte har taget nye spring og satset stort. Efter militæret ville han faktisk søge lykken i USA, men da hans rejsefælle sprang fra i sidste øjeblik, endte han i stedet som servicetekniker for et IT-selskab, der håndterede servicekontrakter i den lette ende. Samtidig studerede han alle de nye teknologier. Det var i starten af 90’erne, hvor SAN-netværk stadig var helt nyt, og Robin Produholm valgte at læse på lektien, inden toget kørte. »Jeg gik ind til chefen og sagde, at det her kunne jeg hjælpe ham med, og vi blev så nogle af de første, der kunne levere SAN i Danmark.« Samme historie gentog sig sidenhen med Microsoft Clustering, som han også havde studeret, inden produktet rigtigt kom på markedet. Det ledte til et job hos Scribona. »Det er i virkeligheden meget enkelt. Hvis du ikke har uddannelsen, så må du jo skabe en win-win situation på en anden måde. Det kan du gøre ved at være først, og give chefen et tilbud, som han synes er fornuftigt.« Den filosofi brugte han også, da han i Scribona opdagede, at ledelsen var på vej ind i virtualiseringsmarkedet – et helt nyt marked. »Det tog mig kun tre minutter fra jeg fik informationen til jeg havde lagt de andre i benlås, så de lod mig få opgaven,« griner han. Dermed blev han VMware Certified Professional nummer 52. I dag har VMware tildelt mere end 32.000 den titel. Da VMware siden da fik sin egen organisation i Danmark, fulgte Robin Prudholm med og fik ansvaret for en række projekter i hele Norden. »Det var en helt fantastisk tid. Til sidst var jeg på fornavn med stewardesserne i flyene, Robin Prudholm, Systemingeniør, VMware og selv om det var hårdt, var det også sjovt. Hvor ofte får du ellers chancen for at være med i en virksomhed, der bliver ked af det, hvis kvartalsvæksten ligger på mindre end 100 procent?« spørger han. >> awareness 03/09 21